.
Selvom magtanvendelse mellem stater er forbudt i international lov i henhold til art. 2 afsnit 4 i De Forenede Nationers charter, er der i øjeblikket over hundrede væbnede konflikter, der finder sted i verden. International krigsret skal sikre, at de udføres på den mest humane måde som muligt.
Det kan virke paradoksalt, at noget så fundamentalt ulovligt som krig skal reguleres. Men krig er ikke anarki, og parterne i konflikten er stadig forpligtet til at overholde international lov. Det er faktisk logisk – selvom der er sket en forbrydelse, kan gerningsmanden ikke blive ved med at bryde loven og blive ustraffet.
Hvad er krigsfolkeretten egentlig?
På trods af dets ret vage overordnede mål – at forhindre unødvendig lidelse – er humanitærretten, som den også defineres af krigsfolkeretten, ret praktisk. For eksempel har flere lande militærmanualer, der beskriver kravene i humanitær ret. De giver også praktisk vejledning til væbnede styrker, når de planlægger og udfører operationer
Ud over medmenneskelighed er der tre grundlæggende principper i den internationale krigsret: distinktion, militær nødvendighed og proportionalitet. Ifølge distinktionsprincippet skal krigsførelsesmetoder og våben skelne mellem civile og militære formål. Det gælder både mennesker og genstande. Anvendelse af magt skal være strengt militært nødvendig - det, der er nødvendigt for at nå militære mål, må gøres, men ikke mere. Ydermere skal magtanvendelse altid være forholdsmæssig - enhver lidelse for civilbefolkningen skal holdes på et minimum.
Kilder til humanitær ret
Krigens regler er ikke en moderne opfindelse, men de har eksisteret lige så længe, som mennesker har været i krig med hinanden. Moderne humanitær ret har sin oprindelse i den første Genève-konvention fra 1864. I dag refererer vi hovedsageligt til de fire Genève-konventioner fra 1949.
Krig i 2023 forsvinder sjældent som verdenskrigene i det XNUMX. århundrede. Gennem årene har krigsretten derfor tilpasset sig udviklingen inden for krigsførelse. For eksempel er visse typer våben og ammunition blevet forbudt under separate konventioner som f.eks
klyngeammunition i
kemiske våben .
Yderligere protokoller til Genève-konventionerne blev også vedtaget. De styrkede blandt andet beskyttelsen af civile og udvidede den humanitære lovgivning til såkaldte ikke-internationale væbnede konflikter. Sidstnævnte er særligt praktisk, fordi de fleste konflikter i dag er mellem ikke-statslige grupper, med eller uden involvering af statsstyrker.
Hvem håndhæver internationale krigslove?
Krigsforbrydelser skal først og fremmest håndhæves på nationalt plan. Dette bliver dog vanskeligt, hvis et land ikke kan levere retfærdige rettergange eller er uvillige til at retsforfølge krænkelser af krigslovgivningen. Det sidste gælder ofte, når gerningsmanden er eller var en del af statsapparatet. I sådanne tilfælde kan sagen ofte behandles af Den Internationale Straffedomstol (ICC) eller særlige domstole såsom domstolene for Rwanda og Jugoslavien.
Virker international krigsret?
Krigen i Europa og stor mediedækning af lidelse og angst gør det lettere at stille spørgsmålstegn ved krigens folkerets funktion. Hvor effektiv er den humanitære lovgivning, når Rusland gentagne gange angriber ukrainske civile og ulovlige mål såsom hospitaler? Som svar på dette er det værd at være opmærksom på især tre ting.
For det første forsøger krigsforbrydere ofte at retfærdiggøre deres forbrydelser under internationale krigslove. Dette indikerer, at humanitær ret nyder et relativt højt omdømme, selv blandt aktører, hvis handlinger indikerer noget andet.
For det tredje er det sjældent, at medierne afsætter spalteplads til overholdelse af internationale krigslove, eller at det bliver formidlet på sociale medier. Det billede, der præsenteres for offentligheden, er derfor ikke nødvendigvis en afspejling af virkeligheden.
Mens eksempler på krigsforbrydelser desværre er alt for almindelige, er det sandsynligt, at overholdelse er meget højere end krænkelser. Under alle omstændigheder giver den internationale krigsret vigtig minimumsbeskyttelse for både kombattanter og ikke-kombattanter i en konflikt, og alternativet - ingen regulering - ville ikke være bedre.
Norge er forpligtet til at anvende og fremme den internationale krigsret (MIW) på forskellige niveauer. I denne sammenhæng lægges der vægt på beskyttelse af civile under væbnede konflikter og på beskyttelse af krigsfangers rettigheder. Norge arbejder også for at forebygge krigsforbrydelser og bekæmpe straffrihed for sådanne forbrydelser.
Kongeriget Norge har underskrevet adskillige internationale aftaler og protokoller vedrørende MIW. Disse omfatter Haagerkonventionen af 1907 og tillægsprotokollerne af 1977. Norge har også ratificeret statutten for Den Internationale Straffedomstol og 2008-konventionen om forbud mod brug, produktion, oplagring og overførsel af antipersonelminer og om deres ødelæggelse.
Sammenfattende er Norge forpligtet til at bruge og fremme MIW på forskellige niveauer, fra militære operationer til at støtte internationale organisationer. Norge respekterer MIW's principper og arbejder på at styrke dem internationalt.
