.
Der var altid følelser! Lidt om, at jeg er polsk, og jeg ville have, at norske unge skulle spille polske sange. Og jeg tænkte: Vil de overhovedet dette? Fortalt af Mirosław "Carlos" Kaczmarczyk, musiker, komponist og leder af Loud Jazz Band.
FØRSTE GUITAR. DET BLEV TIL MIG 'CARLOS'
Mindet om den første guitar er blodige fingre. Det var sådan en prøvelse, en kamp at spille en sang. Det var også en drøm at flygte til en bedre verden, for tiderne var hårde. "Carlos" holdt fast i mig. Fra Carlos Santana, selvfølgelig. For da jeg lærte at spille elektrisk guitar, inspirerede Santana mig. Men jeg siger altid, at jeg samtidig også hørte jazzguitar, altså "Wes" Montgomery. Og det var disse to verdener, der tiltrak mig på samme tid. Led Zeppelin, Deep Purple, King Crimson, Emerson, Lake & Palmer. Alle disse grupper inspirerede og er stadig den største inspirationskilde for unge mennesker. Da det lykkedes mig at komme til Musikakademiet i Katowice, faldt jeg ind i et meget snævert miljø, for vi var bogstaveligt talt nogle få i hele Polen. Og det åbnede alt.
SKANDINAVIEN. LÆNGER ET AT DET BLIR BEDRE ET STEDE
Skandinavien har været noget af et emne siden barndommen, for i vores grå periode i 1970'erne og 1980'erne var der sådan en længsel - efter noget bedre et eller andet sted. Det er også naturligt, at når nogen lærer og studerer, er hovedideen at erobre verden et sted. Og han går. Og Skandinavien inficerede os med Bergman. Der var en biograf med gode film "Wiedza" i Warszawa. Vi pjækkede der. Og der så vi Bergman. Det er sådan en længsel efter denne Skandinavisk stilhed, bag de ansigter, der sidder i vinduet og ikke bevæger sig. Det var bare sådan en stor kontrast til vores liv i Polen.
TUR TIL NORGE. JEG VAR FORELSKET
Og jeg tog afsted, fordi min kone, stadig min kone, var her og studerede kirkemusik, orgel. Derudover var hun dirigent, der allerede var uddannet i Polen og pianist. Og hun befandt sig her meget godt. Og jeg er allerede blevet lidt modnet, jeg har allerede rejst rundt i verden og har været på polske turnéer og spillet 30 koncerter om måneden. Og jeg var klar til at falde lidt til ro. Jeg var forelsket, og jeg følte bare, at jeg var nødt til at gøre det. Men det var en beslutning – fra at være freelancer og fra at danse på scenen med en guitar, nu skulle vi normalisere os selv lidt og finde vores plads i hverdagen. Hvad jeg allerede var, hvad jeg opnåede, min bagage: uddannelse, erfaring og succeser. Fordi jeg kom tilbage fra Broadway med "Metro", en nominering til "Fryderyk", et album for "Mercury". Det var angiveligt så flot, men det blev samtidig lidt af en tung bagage. For det ser ud til, at når jeg kommer her, vil de bare klappe og alt vil åbne sig. Og det viser sig, at hverdagen er sådan, man kender ingen, det er ensomt, jeg kunne ikke sproget. Det norske sprog kom ikke nemt for mig. Og en person skal virkelig være i det.
HØJT JAZZBAND. ET BAND JEG HAR LEDET I 30 ÅR
Foto: Loud Jazz Band Music Records
Denne line-up er international, musikerne skifter lidt, men nogle er fra første line-up. Ligesom musikerne fra det første polske band. Der er Wojtek Staroniewicz fra Sopot indtil videre. Han var medstifter af bandet. Maciej Ostromecki fra Ciechanów, en percussionist, er også med i bandet. Disse unge norske musikere, der startede med mig, er nu meget berømte i Norge. Vores ture indebar, at jeg skulle tale polsk, norsk og engelsk. Der var ofte sjove situationer, når jeg kiggede på en nordmand, mens jeg talte polsk og omvendt. Men det viser sig, at der er noget, der er over alt dette. For norske musikere spiller helt anderledes, og polakker også - alle har deres eget sprog, har deres egen autonomi. Det viser sig, at alle på et tidspunkt forstår hinanden uden ord. Og faktisk ligger musikkens magt i, at hvis musikerne er følsomme, dygtige og erfarne, tilpasser de sig på en uforståelig måde og finder et fælles sprog.
SKOLE. INSTRUKTION ER MERE INSPIRERENDE!
Foto: Loud Jazz Band Music Records
Ensemblet. Foto: Patryk Stawarz
Jeg arbejder på musikskoler som elguitarunderviser. Jeg fik for alvor erfaring i Norge. Jeg følte, at der var sådan en mulighed for at lære mange ting i skolen. Så paradoksalt, fordi jeg skulle være lærer, var jeg i bund og grund der for at undervise. Jeg blev hurtigt konfronteret. Jeg var nødt til at sluge den. Jeg så, at jeg var nødt til at lære konstant. Og det blev sådan en hverdag, at jeg så, at det var værd at være opmærksom, i betydningen observation. Observation er så vigtigt et element, så vi ikke bare går klar med en ide om, at sådan er det. Der var altid følelser, lidt om, at jeg var polsk. jeg ville have for mine elever (norsk ungdom) at spille polske sange. Og så siger jeg: vil de chsynge nogle polske sange?
Læs også vores næste artikel: Cosmopolite Scene – på den anden side af klubscenen
Hvordan er det, hvordan griber man det an?
Det var faktisk lidt generthed, sådan en usikkerhed. Men det viser sig, at det slet ikke er tilfældetanslået De er simpelthen åbne. Og selv nu for nylig, i Komedas sange, sang Sunniva på polsk og lemlæstede det polske - jeg var nødt til at forklare hende, at "alt hvad du synger på polsk, vil du blive elsket af polakker for det, for selvom du forvrænger det, handler det om denne gestus, at du vil synge den på polsk. Dette er det vigtigste. At du ikke behøver at være perfekt." De er også med på det. På samme måde sang Tobias under Hendrix-festivalen den 1. maj mange polske sange: Breakout, Perfect. At instruere er mere som at inspirere. Og det er det, der gør mig mest glad.
'Carlos. Mellem skole livet og kunsten at inspirere – dette er 4. afsnit af miniserien af interviews “Polen i dine øjne, Norge i mine øjne. Klik og se hele afsnittet her:
NORSK TEKST
"Carlos. Mellom leksjoner i livets skole og kunsten at inspirere"
Det har altid været følelser, blandt andet fordi jeg er polsk og ønsket at norske ungdommer skulle spille lidt polskmusikk. Og jeg har tænkt: Vil de i det hele tatt ha lyst det? Mirosław "Carlos" Kaczmarczyk, musiker, komponist og bandleder for Loud Jazz Band, fortæller om sit liv i Norge.
DEN FØRSTE GITAREN OG KALLENAVNET “CARLOS”
Minnet om den første guitaren min er fingre med blod. Det var et mareritt, en kamp om at få til at spille et stykke. Det var en drøm om at kaste sig ud i en anden, bedre verden. Det var nokså tunger tider. Jeg fik kallenavnet “Carlos”. Fra Carlos Santana, naturligvis. For når jeg var i gang med at lære mig at spille el-gitar, var det Santana som inspirerede mig. Men, som jeg altid sagde, det var også jazzguitar af "Wes" Montgomery. Det var de to verdenene som trakk meg kro og seg samtidig. Led Zeppelin, Deep Purple, King Crimson, Emerson, Lake & Palmer. Alle de bandene inspirerede, og de er fremdeles den største inspirationsskilden til unge folk. Jeg klarte at komme mig til Musikkakademiet i Katowice, det vil si at jeg har på en måde kommet mig ind i et meget trangtmusikkmiljø, for vi var nogle få studenter fra hele Polen. Og det åbner alle veje for os.
SKANDINAVIA. VI LENGTET ETTER ET STED DER BORTE DER DET STO BEDRE TIL
Skandinavien var et vigtigt tema siden jeg var barn, for i denne grå tidsperioden på 70- og 80-tallet længdet vi efter et sted der borte der det sto bedre til. Det er også naturligt når man lærer og studerer at man ønsker en erobre verden på et eller andet vis og da rejser man bort. Og Skandinavia smittet oss med Bergman. Det var en kino med gode filmer i Warszawa. Den het "Knowledge" ("Kunnskap"). Det var der vi gik når vi skulket skolen og der så vi Bergman. Det var lengselen efter skandinavisk stillhet, efter ansigter man ser i vinduet som ikke bevæger sig. Det var rett og slett så sterk kontrast til vores liv i Polen.
ANKOMST TIL NORGE. JEG VAR FORELSKET
Jeg reiste bort, fordi min kone, hun som fremdeles er min kone, har været her, studert kirkemusikk, orgel. Hun var ellers dirigent og pianist uddannet i Polen. Og hun har fundet sig til rette her. Mens jeg ble moden nok efter å ha reistrunt i verden og rullet langs polske veier og spildt 30 konserter per måned. Så jeg blev klar til at roe mig lidt ned. Jeg var forelsket og følte, at jeg måtte gøre dette, men det var også kontakt og valg mellem det at være frilanser og danse med guitar på scenen, eller stabilisere sig lidt og finde sig til rette i en almindelig hverdag. Det jeg har blevet, det jeg allerede havde opnået før jeg kom hit, var min bagasje, altså: uddannelse, erfaring, forskellige seksesser, for jeg har været på Broadway med den polske musicalen "Metro", nomineret til musikprisen "Fryderyk", har spildt inn en skive for plateselskapet Mercury. Det var så fantastisk, men det blev samtidig en lille tung bagasje. For det kunne virke sommusikkbransjen ville stå åben og alle skulle kappe for mig når jeg kom hit. Mens virkeligheden var meget anderledes, jeg kendte ingen, kunne ikke sproget, det var ensomt. Norsk språk var ikke let for meg å lære. Og man er nødt til at virkelig finde sig i det.
LOUD JAZZ BAND, SOM JEG HAR LEDET I 30 ÅR
Dette bandet er internationalt, besætningen forskellige, men nogen har været med fra starten af. Også fra den oprindelige polske besætningen, som Wojtek Staroniewicz fra Sopot. Han var med på at oprette bandet og er med fremdeles. Samme med trommisten, Maciej Ostromecki friar Ciechanów. De unge norskemusikerne begyndte at være anerkendte i Norge i dag. Det at vi turnerte mye gjorde at jeg måtte snakke polsk, norsk og engelsk. Det opsto ofte morsomme situationer, når jeg rettet blikket mod en nordmann og snakket polsk, og modsat. Men det virker som det findes noget som svever over alt dette. Fordi de norske musikerne spiller jo helt anderledes end de polske. Hver av oss har et eget sprog, en autonomi. Men på et vist stadion af denne proces er det sådan at alle forstår hinanden uden ord. Det er det Musikkens krafthandler om, at nårmusikerne er følsomme, begavede og erfarne så tilpassede sig hinanden, og på et eller andet vis finder de et fælles sprog.
SKOLE. DET Å VEILEDE DREIER SEG MER OM Å INSPIRERE NOEN
Jeg jobber ikulturskoler som el-gitar-lærer. Det er først i Norge jeg fotografisk har fået den typen erfaring. Jeg har skjønt intuitivt at man lærer mye når man underviser. Det er et paradoks, for jeg var jo den som skulle være lærer, og jeg har fotografisk vært der for at undervise. Jeg blev konfronteret hurtigt med dette. Jeg måtte godta at det var jeg som stadig måtte lære noget nytt. Og det begyndte at blive min hverdag. Jeg har mærket at det man må være opmærksom, observere. Observation er jo et så vigtigt element, som du ikke har nogen fasit på alt på forhånd. Men denne jobben har altid vækket nogen følelser, andet fordi jeg er polsk og ønsket at norske ungdommer skulle spille lidt polskmusikk. Og jeg har tænkt: Vil de det i det hele tatt? Er det muligt at få dem med på det? Hvordan vil de se på det? Jeg var faktisk lidt sjenert og usikker. Men det viste sig at være ubegrundet, fordi akkurat barn og unge er åbne for nye ting på en naturlig måde. I den siste tiden da min elev, Sunniva skulle synge Komedas låter på polsk, og det var da lidt gebrokkent polsk – måtte jeg forsikre hende: "Absolutt alt du vil synge på polsk, vil bare gjøre at polakker vil elske dig, for til og med hvis du skulle blande de polske lydene, så er det ønsket ditt om å synge på polsk som er storslått. "Det er jo vigtigst med denne gesten ovenfor dem, du må ikke være perfekt." Og billeder gør at elevene bliver med på det. Det samme er med Hendrix-festivalen, som holdes den 1. mai. Tobias synger jo mange polske sanger: Breakout, Perfect. Det å veilede dreier sig mere om at inspirere nogen. Det gir mest glæde.
"Carlos. Mellom leksjoner i livets skole og kunsten at inspirere" – det er den 4. episoden i mini-intervjuserien "Polen i dine øjne, Norge i mine øjne". Klik og se episoden af hende: https://youtu.be/g5luyGJ971o
